PROFIL

Nyheder

 

Da turbåden sidste mandag stævnede ud fra Holte Havn, var det med en flok glade Rotarianere fra Rotary Holte ombord. Et nyt klubår er skudt i gang og en ny bestyrelse stikker kursen.

”Det bliver et år med fokus på netværk, ungdomsudveksling og velgørenhed” siger klubbens nye præsident Jytte Wolf-Sneedorff, der til daglig arbejder med kommunikation.

 

Løber for Rotary

”Rotary Holte er en lokal klub med ca. 40 erhvervsaktive medlemmer. ”I år deltager vi for første gang i DHL, hvor vi den 30. august – sammen med ca. 70 andre rotarianere fra vores distrikt – løber 5x5 km i Fælledparken. Det gør vi fordi vi gerne vil vise at Rotary også er for yngre, aktive medlemmer, og for at udbrede kendskabet til Rotary”.

 

Fra Brasilien til Australien

”Vi har desuden et ønske om at være med til at forme fremtidens ledere og at fremme international forståelse”, siger Jytte Wolff-Sneedorff videre. ”Derfor modtager klubben hvert år en udvekslingsstudent, lige som vi sender et ungt menneske den anden vej. Alice Duarte er netop ankommet fra Brasilien og skal være tilknyttet Rotary Holte i det kommende år, hvor hun bor hos 3 af vores familier. Ligeledes har vi sendt Emil Bjerre Fuglsang til Australien og glæder os til at følge ham via videodagbog og sociale medier”.

 

Velgørenhedskoncert i Ny Holte Kirke

”Rotary Holte har også opbygget en tradition for, i samarbejde med Ny Holte Skole og Børnefonden, at gennemføre en velgørenhedskoncert i Ny Holte Kirke. Vi har netop - som et resultat af sidste års koncert - doneret ca. 70.000 kr. til skoler i Benin til udbedring af de sanitære forhold og fremkommelighed ved oversvømmelser. Det er vi selvfølgelig meget stolte af”.

Den 17. december i år holder Rotary Holte igen en velgørenhedskoncert i Ny Holte Kirke.

 

Nærmere oplysninger fås hos Jytte Wolff-Sneedorff: jw@sneedorff.dk

 

Rotary Holtes nye bestyrelse (fv):

Christian Søborg, Alexander Nielsen, Jytte Wolff-Sneedorff, Thomas Koefoed, Jørgen Tarris, Torleif Røst, Lene Kjerrumgaard, Peter Tillegren, Peter Nygaard, Belinda Madsen og Christine Waldmann

 

Copyright Rotary Holte © THEMCOM